Introduktion

Tekst af Anders Kolt Rasmussen

 

Et gennemgående tema i Lene Desmentiks værker er afgrænsninger og især muren som begreb. Både inde for arkitekturen og kunsten har muren spillet en essentiel rolle historisk og kulturelt. Desmentiks praksis omfatter installation og stedsspecifikke værker, skulptur og tegning, hvor hun forbinder det processuelle i udførelsen af sine værker med det bagvedliggende håndværk. Murede vægge, finpudset marmor, håndstøbt bronze og broderede tegninger efterlader tydelige spor af tilblivelsesprocessen i værkerne. Mødet mellem det konceptuelle og håndværket i Lene Desmentiks værker lægger sig i forlængelse af den materialeorienterede tradition som kan sættes i forbindelse med f.eks. danske Per Kirkeby og minimalisten Carl Andre (US), som begge har arbejdet med muren som konstruktion og koncept.

 

I udstillingen Along the Wall tager Lene Desmentik udgangspunkt i rammefortællinger. Rammer defineres af vores omgivelser; mure, hegn, territorier og grænser. Vi lader os afgrænse af disse rammer – nogle vælger vi selv, andre bliver pålagt os. Muren som symbol og bygningsværk er i vores samtid mere højaktuel end nogensinde før. USA’s præsident Donald J. Trump proklamerer at opføre en mur mellem USA og Mexico. Vi sætter hegn op mellem landegrænser, som før var åbne. Vi prøver at opretholde facaden på sociale medier. Disse foranstaltninger, både de fysiske og psykologiske, bliver undersøgt i Lene Desmentiks udstilling. Her opstår sammenstød mellem det repræsenterede motiv og værkets materialitet. Motiverne i værkerne er hverdagsgenstande som stakit, mursten og gardiner. Desmentik eksperimenterer med brugen af bl.a. marmor og bronze og deres klassiske og historiske betydning overført til genkendelige og forgængelige objekter.

 

Hegn bruges til at afgrænse et område eller et territorie. Hegn skaber et rum; det markerer, hvad der er inde, og hvad der er ude. Når denne afgrænsning opstår, ekskluderes noget og andet inkluderes. I værket Enclosure bearbejder Desmentik det faktum, at hvor end vi bevæger os, bevæger vi os ind og ud af rum. Hegnet bliver derigennem et tegn på ”klassisk” menneskelig adfærd – en måde hvorpå at vise ejerskab. Værket indeholder dog et paradoks, da det er drejet om sin egen akse, og danner dermed sit eget rum. Enclosure forholder sig til forgængelighedens præmis i sit formsprog (stakittet) og materialet (marmor). Det klassiske Skagenshegn i hvidmalet træ, som Desmentik lader sig inspirere af, kræver vedligeholdelse. Marmor udstråler derimod en stoisk kontrol og styrke - afledt af materialets arkitektoniske og kulturelle betydning. ”Marmorstakittet” kan derfor ses som indeholdende et paradoks. Det klassiske, hvide stakit ses ofte ved kolonihavehuse og er blevet kitsch. Måske falder det endda under kategorien ”lavkultur”. Marmor hører imidlertid til ”højkulturen” i kraft af sin historiske og økonomiske værdi. Desmentik lader disse stereotype forventninger til stakittets signalværdi og materialets kompleksitet mødes i et arrangeret ”kultursammenstød”.

 

Mørtel, som holder mursten sammen, er i princippet den klassiske murstensvægs eksistensgrundlag. Uden fugen ville muren kollapse. I bronzeskulpturen What lies between illustrerer Desmentik, hvordan et selvsagt mellemrum kan blive omnipotent. I værket er murstenen forsvundet, og tilbage står kun selve ”rygraden”. Som et skelet uden kød. Paradokset står dog skåret i bronze, og giver ikke et endegyldigt svar på, om her er foregået en subtraktion eller en addition af materiale. I sidste ende kan mursten og mørtel ses som værende gensidigt afhængige af hinanden. Værket bliver således en påmindelse om gensidig afhængighed, hvilket giver værket en nærmest menneskelig og kropslig dimension.

 

Dørens mange funktioner bliver i værket Boundary afsøgt. Som en portal mellem ude og inde bliver døren et redskab, som gør overgangen mulig. Modsat formår små tilføjelser som en dørspion og en brevsprække at modarbejde dette. Nu bliver dørens oprindelige intension komprimeret, og fysisk interaktion kan undgås. Dørspionen og brevsprækken kan derfor blive symboler på, hvordan vi bevidst kan vælge at ekskludere nogen eller noget. Eller en præventiv måde at undgå fysisk kontakt. På den anden side kan dørspionen og brevsprækken også vække nysgerrighed og overraskelse.

 

Med de forskellige rammefortællinger skaber værkerne på udstillingen Along the Wall et fundament for en revurdering af, hvad rum er. Værkerne undersøger, hvordan vi som mennesker afgrænser rum med materielle genstande og med vores sind. Desmentik anmærker selv et rum via sine værker, som både inkluderer og ekskluderer sin beskuer.

 

 

Når Billedkunstneren Lene Desmentik i sine skulpturer og installationer kombinerer den klassiske marmor med træ, farvet plexiglas eller mursten, skaber hun ofte tableauer der sætter scenen for en udflugt i menneskelivets vilkår. Værkernes statiske, næsten højtidelige udstråling genererer et grænselandskab hvori man som tilskuer bliver inviteret ind i rum fyldt med passion, drama og kærlighed. Marmorets kolde stringente og samtidige bløde styrke mødes af træets trygge varme natur og det brændte lers hjemlige og beskedne kompromis.

 

Materialerne bliver gennem samtaler med kunstneren til konstruktioner som ulånt til os gør os til medvidende mennesker - lige så enkelte og komplicerede som værkerne.

 

I hendes fotografier hvor naturen ses kultiveret ind i menneskeskabte miljøer, træder hun tilbage og overlader det til tilskueren selv at finde mening i denne paradoksale situation. Vi bliver nødvendigvis nødt til at prøve og forstå den ulogiske og dog rigtige tilstand.

 

Den dobbelte situation bliver understreget i hendes måne-menneskelandskaber, som uden spor af natur fremstår som super organiske steder der indbyder til at dykke ned i dem.